Historie

"Den Militære Hospitals Orden Sankt Lazarus af Jerusalem" grundlagdes i 1098 ved St. Lazarus hospital udenfor Jerusalems mure. Ordenens første Stormester, Gerard Tenque, grundlagde også Sankt Johannes' Suveræne Militære Hospitalsorden af Jerusalem, af Rhodos og af Malta (senere kendt som ”Malteser Ordenen"). Ordenens første anerkendelse fra Pavestolen er af 15. februar 1113.

St. Lazarus Ordenen var den eneste ridderorden, der var involveret i behandlingen af de spedalske, en udstødt marginal gruppe i middelalderens Europa og Lilleasien. Til forsvar for deres sundhedsfaciliteter under korstogenes krige udviklede Ordenen sin militære side fra 1123. Ordenen deltog i Slaget ved ”La Forbie” i 1244, i slaget ved ”Al Mansurah” 1250 og i forsvaret af Akko i 1291

Efter Akko’s fald og udvisningen af kristne fra Det Hellige Land flyttede en gren af Ordenen sit hovedkvarter til Boigny i Frankrig, hvor Ordenen kom under beskyttelse af den franske konge Philippe IV i 1308. Herfra udvidede Ordenen sine aktiviteter og etablerede en lang række hospitaler, der var udpeget som sygehuse for spedalskhedens ofre i Frankrig, Spanien, Italien, England, Skotland, Tyskland, Ungarn og Schweiz.

En anden gren af ordenen, med hovedkvarter i Capua i det nuværende Italien, kom under direkte kontrol af pavestolen. I 1572 slog pave Gregor XIII Capua-grenen og St. Mauritiusordenen sammen. Fra sidste halvdel af 1400-tallet og fremefter var der adskillige forsøg fra Vatikanet til at tage kontrol over den franske gren af ordenen, som både den franske kongefamilie og ordenen selv satte sig imod.

Under den franske revolution undertryktes alle kongelige ordener i Frankrig. Ordenens ejendomme (Chateau de Boigny, militærakademiet og hospitalerne) blev konfiskeret. Den daværende Stormester Prins Louis Stanislas Xavier af Frankrig, forlod landet og fortsatte hans ministerium i eksil, indtil han kunne vende tilbage som kong Ludvig XVIII i 1814. Han forlod da Stormesterembedet, men fortsatte som Ordenens protektor. Kong Ludvig XVIII blev efterfulgt i 1824 af Charles X, som blev ordenens protektor, indtil 1830, da han blev tvunget til at abdikere. Derefter stod Ordenen uden kongelig protektion indtil 2004, hvor HKH Henri, Greve af Paris, Hertugen af Frankrig, den franske kongelige families overhoved, stillede Ordenen under kongelig beskyttelse.

Fra 1841 til i dag, er Ordenen under religiøs ledelse af den Græsk-katolske kirke. Den økumeniske bevægelses fremvækst efter 1900-tallets verdenskrige har også præget Ordenen, som i dag også er under beskyttelse af anglikanske og lutherske biskopper, og af en romersk-katolsk kardinal. Ordenen fik pave Johannes XXIII-pris for sit økumeniske arbejde. Fra 1841 var Patriarken af den græsk-katolske kirke også leder af Ordenen og i 1910 udnævntes Paul Watrin til Kansler af Cyril VIII. Under Watrins ledelse udvikledes Ordenen og i 1935 blev den første Stormester siden 1814 udpeget: Francisco de Paula de Borbon y de la Torre, Hertug af Sevilla.

I 1969 tog vores gren (den franske) sig væk fra Ordenen og valgte sin egen Stormester: Pierre de Coss, hertug af Brissac. Årsagen var dengang, at den franske filial fandt lederskabet fra Spanien for svagt. Siden da har der været to forsøg på en genforening i 1986 og 2004. En række lokale Priorater har placeret sig uden for konflikten og arbejdet som en tredje gren kaldet De Forenede Storpriorater. I 2010 trak Stormesteren af den franske gren, Prins Charles-Philippe d'Orléans, Hertug af Anjou sig tilbage og ordenen ledes nu af biskop Richard Garrard som Administrator General.

I dag, mere end 900 år efter sin oprettelse, fortsætter Ordenen sit arbejde til gavn for menneskeheden og forsvaret af den kristne tro. Som tidligere, men nu som et verdensomspændende fællesskab, holder Ordenen fast ved dens ideal og søger at lette byrderne for nødlidende og inspirere medlemmerne til et liv til Kristi efterfølgelse. Ordenens formål er:

• at opretholde og forsvare den kristne tro;
• at bistå og hjælpe de syge og sårbare, især dem der lider af spedalskhed,
• at fremme og værne om de kristne principper ridderlighed, samt
• at arbejde for kristen enhed.

Når spedalskheden reduceres til næsten helt at forsvinde, og når sundhedssystemet er blevet udvidet, ændres vilkårene for Ordenens arbejde. Ordenens sociale og medicinske engagement er vokset i en sådan grad, at den fremstår som en stor international hjælpeorganisation. Det svenske Storpriorat har i årtier været beskæftiget i medicinsk arbejde i Senegal og Gambia samt i de baltiske lande. Dette arbejde er under konstant udvikling som også kan ses under fanebladet ”Hospitalitvirksomheden”.